Referat fra Nørre Nissum Sogneforenings Generalforsamling

February 14, 2016

 

 

Onsdag den 10. februar 2016 på Nørre Nissum Skole

 

Formanden, Ove Damgaard, bød velkommen til de 54 medlemmer, som var mødt op. Han undskyldte for den smule forvirring, der havde omkring fastsættelse af datoen for årets Generalforsamling.

Sammen med Ruth Kirkedal sang alle ”Velkommen i den grønne lund”.

 

Formanden introducerede herefter Jørn Chr. Sørensen, virksomhedskonsulent ved Lemvig Kommunes Jobcenter. Hans daglige arbejde består i at finde praktikpladser til flygtningene i kommunen. Han fortalte om jobplaceringer, virksomhedspraktik,  løntilskud og endvidere generelt om Kommunens tiltag til at få flygtningene ud på lokale, danske virksomheder og især om de udfordringer der ligger heri, både for flygtningene, arbejdsgiverne og for Kommunen. De manglende danskkundskaber og store forskelligheder i kulturerne byder på mange forhindringer, og det er ikke altid det lykkes. Kun 10% af de flygtninge der bor i Kommunen har en uddannelse med fra hjemlandet, de 10% kommer til gengæld meget hurtigt  igang. Den danske kultur er svær at forstå for fremmede (ikke kun for flygtninge), at vi har ytringsfrihed, at kvindelige flygtninge kan gå til lægen uden  ægtemanden, at det er imod dansk lov at straffe børn korporligt er noget næsten uforståeligt for flygtninge, såvel som almindelige ting som sygesikringsbevis, generelle forsikringer, affaldssortering, osv. gør det svært at få en dagligdag til at fungere.

Jørn indrømmede, at det er virkelig tungt at få integrationen til at lykkes, og der er mange skuffelser. Heldigvis er der også solskinshistorier ind imellem: Jamal fra Syrien var tilstede, og han fortalte på et flot dansk, at han og hans familie var faldet godt til, at han efter et praktikophold på Heta Brændeovne nu er blevet fastsansat til en god løn, og er derfor ikke længere på overførselsindkomst fra Kommunen. Der blev klappet!!!

Efter Jørns informationer, spurgte Ove Damgaard, hvorfor integrationen tilsyneladende lykkedes hurtigere i f.ex. Struer og Holstebro, men det mente Jørn ikke var tilfældet.

 

Indslag nummer 2 kom fra Gunvor Fink Møller, formand for Integrationsforeningen i Lemvig kommune. Gunvor fortalte om de flygtninge der p.t. bor i Nørre Nissum,  som alle har fået opholdstilladelse (der er ingen migranter i vores Kommune). De fleste er enlige, unge mænd, hvoraf nogle få venter på, at få familien til Danmark via familiesammenføring, hvorefter de så flytter til en permanent bolig i Lemvig. Hun pointerede, at i hendes opfattelse var indlæring af det svære danske sprog det allervigtigste i et integrationsforløb, men herom er der megen uenighed, idet man fra ”højere steder” mener, at flygtningene skal i arbejde først, så de kan klare sig selv, og så må danskindlæringen komme imens eller senere!

Gunvor opfordrede til, at borgerne i Nørre Nissum var med til at gøre integrationen lettere ved at invitere de lokale flygtning hjem til en kop kaffe og en snak. Flygtningene vil virkelig gerne lære os danskere at kende, eller måske være med til at lave en ”hvem er du, og hvem er jeg” aften. Hun opfordrede alle til eventuelt at være kontaktperson ell. kontaktfamilie for en enlig flygtning eller for en flygtningefamilie. Hun havde flere forslag til, hvad man kan gøre for at få flygtninge til at blive en del af det danske samfund, og samtidig få os danske til at få et indblik i deres baggrund og kultur.

Jamal fortalte her igen om, hvor stor en betydning hans danske kontaktfamilie havde været, og stadig er, for ham selv og hans familie. Gunvor fortalte endvidere lidt om de mange initiativer Integrationsforeningen arrangerer i årets løb for flygtninge med deres familier. Der var nogle få spørgsmål fra salen.

 

Det tredie og sidste indlæg handlede om evt. at stifte et boligselskab (frit efter Bøvlingbjergmodellen). Tre ildsjæle står bag ideen, Hans Bjerrum, Flemming Bertelsen, og Frank Nielsen. Hans Bjerrum fortalte, at de tre var mødtes ugentlig siden december for at drøfte mulighederne for et anpartselskab. Ordet blev så givet til Frank Nielsen, der uddybede de legale aspekter omkring planen om at  opkøbe lokale ejendomme, renovere dem og derefter leje dem ud eventuelt med forkøbsret. I øjeblikket er der 18 ejendomme til salg i Nørre Nissum, hvoraf 5 er tomme. Meningen er, at danne et anpartselskab med bestyrelse og underliggende udvalg. Flemming fortsatte med de mere praktiske ting, så som størrelse på husene, indretningen, beliggenheden m.m. Frank berettede om, hvordan planen kunne hænge sammen rent økonomisk, og der blev omdelt en flyer til alle om støtte til projektet ”Nørre Nissum Bolig ApS”, hvor de tilstedeværende kunne give tilsagn om støtte. Der var mange spørgsmål fra salen.

 

Så var der kaffe og kringle, hvorefter Formanden fortsatte med Generalforsamlingens Dagsorden:

  1. Valg af dirigent (Karsten Vinther) som oplæste de forskellige punkter.

  2. Formandens beretning. Ove Damgaard gennemgik Sogneforeningens 2015 arrangementer, aktiviteter og nyheder. Beretningen blev godkendt.

  3. Udvalgsberetninger: Hans Bjerrum gennemgik Genbrug, og der var ingen bemærkninger  til Julebelysning eller til Naturprojekter. Lokalarkivet blev nævnt af Erik Høegsgaard.

  4. Regnskab: Foreningens kasserer, Tage Støvring, gennemgik regnskabet. Ingen bemærkninger. Regnskabet blev godkendt.

  5. Indkomne forslag: Kun et enkelt, nemlig navneændring af foreningen fra Nørre Nissum Sogneforening til Nørre Nissum Borgerforning. Afstemning ved håndsoprækning, hvor der var stort flertal for ændringen. Der vil derfor blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling iflg. Vedtægterne.

  6. Valg af bestyrelsen: Fire navne ved skriftlige forslag. Der indkom 24 navne, som blev læst op. Følgende blev valgt uden afstemning: Ove Damgaard og Ruth Kirkedal blev genvalgt. Lisbeth Breinholt og Poul Riis blev nyvalgt. Alle valgt for 2 år. Anne Hening Olsen genvalgt som suppleant.

  7. Valg af revisorer: Erik Kristiansen blev genvalgt sammen med nyvalgte Arne Gottlieb.

  8. Kontingentet uændret. Annoncering på hjemmesiden koster kr. 300 årligt. 

  9. Eventuelt: Et spørgsmål fra salen vedr. ledige lokaler på Østcenteret. Der findes i øjeblikket ingen ledige lokaler til eksempelvis lokalarkivet.

Mødet omkring Generalforsamlingen blev hævet, Dirigenten takkede for god ro or orden.

Der blev sunget ”Nu er jord og himmel stille” ved Ruth Kirkedal.

 

Ove Damgaard, sagde  ”Tak for i aften”, og dermed var mødet hævet!  

 

Please reload

Recent Posts

August 18, 2019

August 5, 2019

February 1, 2019

Please reload

Archive
Please reload