top of page

Forstanderen vil prøve noget andet


Efter knap 12 år som forstander på Kongensgaard Efterskole melder Carsten Jensen, at det er tid til at prøve noget andet, selvom han i skrivende stund endnu ikke har besluttet sig for, hvad dette ”andet” skal være. Men det står fast, at det ikke bliver et andet skoleleder job, selvom forstanderen ønsker at vedblive med at beskæftige sig med børn, unge og pædagogik, og meget gerne i nærheden af Holstebro.

Carsten Jensen kom til Nørre Nissum tilbage i 2004, hvor Kongensgaard Efterskole kun havde et enkelt år på bagen. Han havde indtil da været forstander i 14 år på Holstebro Friskole, og før denne periode havde han haft sit virke gennem 11 år på Unge Hjems Efterskole i Aarhus. Carsten Jensen har netop fejret sin fødselsdag nummer 62, og kunne faktisk begynde at tænke i retning af muligheden for efterløn, men det ligger ham fjernt, ”hele min identitet ligger i at arbejde, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, indtil der er nogen, der beder mig om at stoppe”, siger han med glimt i øjet.

Han føler, at det er det rigtige tidspunkt at sige farvel, idet skolen har en stabil økonomi, det går fint med elevtilmeldingerne, og skolen er nået til de allersidste forberedelser til en længe ønsket udvidelse med en idrætshal, hvor der også bliver plads til kreative værksteder.

Samtidig med at Carsten Jensen forlader Kongensgaard, mister skolen også sin viceforstander Anne-Marie Jensen, som er hans hustru. Skolebestyrelsens formand, Arne Bjerrum lægger ikke skjul på, at det er ærgerligt, at parret ønsker at søge nye udfordringer, men han har naturligvis taget deres beslutning til efterretning, og sammen med bestyrelsen ønsker han ægteparret al mulig held og lykke i fremtiden. Arne Bjerrum håber, at en ny forstander kan være på plads inden den 1. maj.

Recent Posts
Archive
bottom of page