Skt. Hans Aften på Høgsgård Strand

Traditionen tro havde Nørrre Nissum Borgerforening inviteret til Skt. Hans Aften på Høgsgård Strand, torsdag den 23. juni. Det var i år 13. gang, og der kom ca. 50 borgere til arrangementet.

Regnbygerne i løbet af dagen har sikkert afholdt nogen fra at møde op, men vejret klarede op kl. 19.30, og aftenen kunne derfor gennemføres i lunt sommervejr og god stemning. Bålet havde fået regnfrakke på tidligere på dagen, og da den blev fjernet, brændte bålet fint.

Seminarielærer Poul Anker Møller holdt en fin båltale, og der blev sunget Thøger Larsen sange samt naturligvis Midsommervisen.

Arrangementet sluttede ved 22- tiden, hvor 10 nyudklækkede studenter dukkede op, smed tøjet på badebroen og hoppede i fjorden kun iført studenterhuer. Det var et fint syn at se studenterhuerne svømme rundt på fjorden i mørkningen i den lune sommeraften.


Recent Posts
Archive