SKOLEBØRN  AFHOLDT  SPONSORLØB

September 2, 2016

 Der var tværsuge på Nørre Nissum Skole tidligere på året, temaet var ”Flygtninge og Menneskerettigheder”, hvor elever i aldersgruppen 4. til 8. klasse var blandet uden hensyntagen til alder.  En fællesaktivitet var mødet med en syrisk mor og hendes søn på 12 år, som nu er bosiddende i Lemvig.  De fortalte eleverne om deres liv i Syrien før krigen og viste billeder fra dengang, hvorefter de fortalte om flugten fra deres hjemland samt viste billeder fra landet, som det ser ud nu.

 

Eleverne afholdt et sponsorløb, hvor de løb runder på en km.  Hver elev havde sørget for en eller flere sponsorer, og det endelige pengeresultat beløb sig til 9.463 kr. På bare en time.  Godt gået!  Da skolen havde udtrykt ønske om, at pengene blev brugt til noget lokalt, faldt valget på Integrationsforeningen, som så i sensommeren arrangerede en heldagstur til Jesperhus Blomsterpark.  Herboende flygtningefamilier fra Syrien, Eritrea og Congo fyldte bussen til sidste plads, og forventningerne var store. Her fik alle mulighed for at opleve en af de seværdigheder, som mange danske børn elsker, og samtidig fik familierne lejlighed til at se en ny egn af Danmark.

 

Det blev en dejlig dag fyldt med glæde.  De mange muligheder i parken blev nydt lige fra aber, papegøjer og sommerfugle til de pragtfulde blomster, som gror overalt.  Karrusellen var et særlig stort hit, hvor både forældre og børn fik en tur forlæns så vel som baglæns!

 

Ved afslutningen på dagsturen udtrykte deltagerne stor tak til både børn og lærere på Nørre Nissum Skole for deres bidrag til denne fællesoplevelse.

Please reload

Recent Posts

August 18, 2019

August 5, 2019

February 1, 2019

Please reload

Archive
Please reload