top of page

International Networking skaber et godt lokalmiljø

For nogle måneder siden tog Nina Svendsen initiativet til at starte International Networking, der består af en gruppe mennesker af forskellige nationaliteter, som mødes hver mandag aften kl. 19-21 i Øst Hallens cafeteria.

Gruppen er for alle, både danskere og udlændinge, og der har ofte været op til hele otte forskellige nationaliteter, som er mødt op, hvilket må siges at være flot i betragtning af, at der er ca. 600 husstande i Nørre Nissum.

Formålet med initiativet er først og fremmest at skabe et godt lokalmiljø, hvilket sker blandt andet ved at lære de mennesker at kende, som bor her, det er lettere at hjælpe nogen, man kender, og det er lettere at spørge om hjælp, hvis man allerede kender sin nabo eller genbo. Udover at mødes og snakke dansk over en kop kaffe eller te, bliver der spillet lidt kort, billard og bordfodbold. Men formålet er selvfølgelig også at drage nytte af hinandens viden og erfaring og at hjælpe hinanden, når der opstår et behov. Det kan være hjælp til græsslåning, en tur til lossepladsen, at få hentet møbler, bage en kage, lån af haveredskaber, bytning af aviser og blade og masser af andre hverdagsting, som på den måde kan blive lidt lettere (og billigere) for alle.

Danskerne i gruppen giver også gerne en hånd med, når det drejer sig om at forstå og forklare om det svære danske sprog, idet det som tilflytter fra et andet land og kultur kan være svært at skabe kontakt til andre, hvis man ikke lige har børn eller hund!

Kom og vær med, alle velkommen til at deltage – det er bare at møde op, der er ingen tilmelding, og det er gratis. Der er stor aldersspredning indtil videre fra 8 til 70 år.

Recent Posts
Archive
bottom of page