top of page

Nyt Musik- og Kulturhus i Nørre Nissum


Seminariet har overskydende kvadratmetre i den gamle sangsal samt i bygningen Akropolis, og en idé fra seminariet ser nu ud til at kunne blive en kendsgerning. I samarbejde med Borgerforeningen, de lokale efterskoler, folkeskolen, lokale musikere samt Lemvig Kommune har man bygget videre på idéen om at bruge de to bygninger, som begge er i god stand, til et nyt samlingssted, hvor der kan være musik, kultur, foredrag, værksteder for billedkunst og håndværk, og måske et lille lydstudie, hvor de unge kan indspille musik, som de i forvejen går og øver sig på, og eventuelt en lille scene, som kan benyttes til små teaterforestillinger og intimkoncerter, siger Svend Aage Povlsgaard, tidligere uddannelsesleder på seminariet.

Hjertet i det hele skal dog være en cafè, som i høj grad skal være med til at åbne husets døre ud ad til. Da de omtalte bygninger er betegnet som bevaringsværdige, har fonden Realdania støttet det indledende arbejde med 150.000 kroner, som sammen med tilskud fra Lemvig Kommune og Nørre Nissum Borgerforening er blevet brugt på en forundersøgelse, for at få konstateret, om idéen er bæredygtig. Denne undersøgelse er nu kommet positivt tilbage, og baseret på det lokale befolkningsgrundlag, det store opland samt byens mange studerende er der et ”tilpas markedsgrundlag” for at gå videre med projektet.

Målet er, at skaffe ialt 14,7 millioner kroner, der skal bruges til ud- og indvendig renovering så vel som en omlægning af udearealerne, og Svend Aage Povlsgaard er optimistisk, idet han regner med, at rapporten kan overbevise fonde og andre om, at det er et sundt og stabilt projekt, man planlægger at skabe i Nørre Nissum. VIA University College har allerede på nuværende tidspunkt sagt, at de vil skyde de første fire millioner kroner i projektet, så der skal nu bruges tid på at skaffe de resterende millioner, hvilket Povlsgaard regner med kan ske inden for de næste seks måneder.

Der er indtil videre nedsat en styregruppe, der fortsat har Svend Aage Povlsgaard i spidsen. De øvrige i gruppen er Borgerforeningens formand, Ove Damgaard, forstanderen på Kongensgaard Efterskole, Flemming Vest, tidligere forstander og underviser på Seniorhøjskolen, Erik Sommer, VIA’s uddannelseschef Elsebeth Jensen, samt to undervisere på seminariet, Morten Bramming og Kirste Bach Andersen. Det næste skridt bliver det største, siger Svend Aage Povlsgaard!

Recent Posts
Archive
bottom of page