top of page

Finansministerens spareplan & Senior Højskolen


Finansministerens spareplan rammer også Seniorhøjskolen i Nørre Nissum. Omtrent hver dag bebuder regeringen nye spareplaner, der skal skæres her og indskrænkes der. Senest er det blevet til en planlagt 2% nedskæring i undervisningsbudgetterne, hvilket i høj grad vil ramme landets højskoler – herunder Seniorhøjskolen i Nørre Nissum. Når man sidder i København, er der forståeligt nok langt til Nørre Nissum, og kun få af vores politikere har nået seniorårene, så budgettet på Seniorhøjskolen ligger dem meget fjernt, og herregud, 2% er vel ikke så slemt!


For Seniorhøjskolen betyder det ved første øjekast et årligt skrump på 400.000 kroner, men tilbage i 2010 blev skolen pålagt en besparelse på halvanden million kroner af den daværende regering, hvilket var mere end 10% af skolens daværende omsætning på 13,5 millioner kroner. I 2014 forbarmede den daværende radikale kulturminister sig over Seniorhøjskolen ved at forhøje det årlige tilskud med 700.000 kroner.

Det var man naturligvis glade for på Seniorhøjskolen, men reelt betød det jo stadigvæk at sparerunderne kostede hele 15% af omsætningen, og med den nye spareplan kan skolen om ganske få år stå med en nedskæring på ialt 20% af det årlige budget, hvilket med hurtig hovedregning ligner 8%!!Og hvor er det så lige, at ledelsen skal skære tilbage? Er det fyringer blandt de dygtige og engagerede medarbejdere? Er det færre aktiviteter og foredrag? Er det kvaliteten på den sunde mad, som skolen sætter en ære i at servere for kursisterne? Uanset hvor, risikerer skolen ikke at være i stand til at give gæsterne den ultimale oplevelse, som et ophold på Seniorhøjskolen altid har været, en oplevelse, de vil tage med sig hjem og anbefale til andre.


De mange sparetiltag er efterhånden blevet til hverdagskost. Hvornår kommer mon den dag, hvor regeringen storstilet vil bebude: ”Det var det, kære danskere, nok er nok, ikke flere sparerunder de næste 12 måneder”?!


Recent Posts
Archive
bottom of page