Hele 27,8 Procent Fremgang i Tilmeldinger til Læreruddannelsen
På VIA University College afdelingen i Nørre Nissum er der glæde at spore. En fremgang på næsten 28% i forhold til sidste år er noget, der gør uddannelsesleder Svend Aage Povlsgaard varm om hjertet. 115 har søgt om optagelse på seminarieuddannelsen via kvote 1, en fremgang på 25 i forhold til 2015. Allerede i vinter var der stor søgning til vinteroptaget, og uddannelseslederen var en smule nervøs for, at det betød færre tilmeldinger her til sommer, men det var heldigvis ikke tilfældet.
Af de 115 ansøgere har hele 57 haft Nørre Nissum som førsteprioritet. Udover de mange nye lærerstuderende vil omkring 25 begynde på en merituddannelse her i byen. Svend Aage Povlsgaard har ikke noget entydigt svar på, hvorfor læreruddannelsen trækker flere studerende til, og hvorfor næsten 30% søger mod Nørre Nissum. En begrundelse kan være, at jobmulighederne i lærerfaget efter endt uddannelse er gode, og en anden begrundelse kan være, at mulige ansøgere har haft tre år til at vænne sig til 2013 reformen og de krav der blev stillet som følge heraf. For blot tre år siden, så det trangt ud for læreruddannelsen i Nørre Nissum, som da skrabede bunden med kun 75 ansøgere, så årets tilmeldinger er gode nyheder.
Ud over den store lokale stigning af tilmeldte elever har der også været stigning i antallet af ansøgere til de tre andre læreruddannelser i Region Midtjylland, der er placeret i hhv. Aarhus, Silkeborg og Skive. Dette er i sig selv også en god nyhed for Nørre Nissum, idet de fire uddannelsessteder stort set har fælles økonomi, så ved et godt samlet resultat af tilmeldinger, ser den financielle side af sagen rigtig fin ud, siger Svend Aage Povlsgaard.