VIA UNIVERSITY AKKREDITERES FOR DE KOMMENDE SEKS ÅR
Årets sidste nyhed her på Borgerforeningens hjemmeside er af den allerbedste slags, idet VIA University Colleges afdeling i Nørre Nissum er blevet blåstemplet af Danmarks Akkrediteringsinstitut, der med ros har anerkendt VIA’s arbejde med kvalitetssikring og relevant uddannelse, og derved sikret VIA frem til år 2022.
Forarbejdet til at blive institutionsakkrediteret har stået på i to år, og har involveret ledelsen, underviserne og de studerende på flere af institutionerne, blandt andet Nørre Nissum. Rådet har godkendt VIA’ rapport om kvalitetssikring med usædvanlig ros og uden videre bemærkninger.
Rapporten fylder 4.000 sider og er gennemført via 200 interviews. Det giver en stor frihed til at udbyde endnu flere uddannelser her, udtaler professionsdirektør Asbjørn Kristensen, (iøvrigt tidligere forstander på Lemvig Handelsskole) og pointerer, at det fine resultat skyldes en bred holdindsats, hvor alle har bidraget væsentligt til slutresultatet. VIA University College udbyder i dag 42 videregående uddannelser fordelt på forskellige institutioner i hele Region Midtjylland.